• Vi elsker reklametryksager – men tør ikke indrømme det!

    2009-01-19 15:36

    To ud af tre danskere siger, at reklametryksager gør dem i stand til at finde de gode tilbud, og seks ud af ti danskere læser ikke reklamer på nettet, viser en ny undersøgelse.

    Tryksagen er langt bedre end sit rygte, viser en ny undersøgelse. I en undersøgelse gennemført af Megafon for Grafisk Arbejdsgiverforening mener 62 procent af danskerne, at reklametryksager hjælper dem med at finde de gode tilbud, så de kan handle billigere ind. Og kun 17 procent er overvejende uenige eller uenige heri.

    Undersøgelsen, der bygger på 1.100 besvarelser, viser desuden, at 23 procent læser detailhandlens reklamer på nettet én gang om ugen eller hyppigere, 15 procent gør det 2-3 gange om måneden, mens knap 60 procent kun læser reklamerne på nettet én gang om måneden eller sjældnere.

    Ifølge Kenneth Pedersen, administrerende direktør fra reklamebureauet Republica, siger, at deres egne undersøgelser, som gennemføres hver uge i samarbejde med THS Gallup, viser den samme tendens – at reklametryksager er danskernes foretrukne reklamemedie: Vores undersøgelser viser, at 65 procent foretrækker tilbudsavisen frem for andre reklamemedier.

    De seneste opgørelser fra Gallup om forbruget af de husstandsomdelte reklamer viser, at reklamerne læses af alle aldersgrupper. Samtidig fremgår det, at forbruget af reklametryksager er fortsat med at stige i en periode, hvor annoncering på digitale medier har været i rivende udvikling. Fra 2001 til 2007 er forbruget af husstandsomdelte tryksager steget med knap 50 procent, ifølge Dansk Oplagskontrol.

    Foto: Kenneth Pedersen, Republica

    Tags: Trykte Medier — Tags:, , , — Niels Messerschmidt @ 15:36

    Ingen kommentarer

    Ingen kommentarer endnu.

    RSS-feed for kommentarer til dette indlæg.

    Lukket for kommentarer