• “Det skal være sjovt …”

    2009-01-14 11:41

    – siger Map Danmarks nye adm. direktør med henvisning til både det at handle med en papirgrossist og for medarbejderne at gå på arbejde

    Med årsskiftet forlod papirbranchens ”Mr. Papir”, Jesper Haase, sin stilling hos Map  Danmark. Men inden han sagde farvel, havde han sørget for at finde sin afløser, så  med årets begyndelse har Michael Buur Trærup været adm. direktør i Map Danmark.

    Det var ingen tilfældighed, at valget faldt på Michael Trærup. Han og Jesper Haase  har kendt hinanden i næsten end 30 år. Helt tilbage fra deres tid hos De forenede  Papirfabrikker, hvor Jesper Haase var chef for Michael Trærup, som i alt var der i 11 år, sidst som eksportchef. Senere blev det til en karriere hos SCA Packaging. Men kontakten mellem Jesper Haase og Michael Trærup blev bevaret. De talte jævnligt sammen, og Jesper Haase havde luftet, at når han engang forlod jobbet hos Map Danmark, var Michael Trærup hans kandidat.

    Da tiden så kom, var det alligevel en svær beslutning for Michael Trærup, der havde et superjob hos SCA Packaging, hvor han var divisionsdirektør for Consumer Packaging & Display divisionen. SCA Packaging er midt i en større omorganisering og store investeringer, så Michael Trærup syntes ikke, det var det bedste tidspunkt at forlade virksomheden. Men udfordringen i at blive landeansvarlig for en virksomhed, og udfordringen i at fortsætte udviklingen i Map Danmark efter Jesper Haase trak alligevel mere. Så det endte med et ja-tak til jobbet som adm. direktør.

    Allerede for et halvt år siden var branchen hårdt presset, og det blev ikke bedre i løbet af efteråret, så det er virkelig en udfordring af de større, der venter Michael Trærup, der tilbage i papirbranchen kan undre sig over at priserne er langt billigere, end dengang han forlod DfP for mere end 18 år siden. Det er ikke så mærkeligt, at det er hårde tider, mener Michael Trærup.

    Jesper Haase havde et ordsprog: ”Vi behøver ikke være de største, men vi vil være de bedste.” Michael Trærup kommer ikke for at revolutionere Map Danmark, men hans ordsprog er alligevel ændret lidt. Det lyder: ”Map skal være kundernes foretrukne leverandør”. ”Vi kan naturligvis ikke være eneleverandør til alle papirindkøbere i Danmark, men vi skal være den kunderne helst vil handel med – at nogle kunder så ikke passer ind i vores koncept, det siger sig selv.”

    Hvordan bliver Map den foretrukne leverandør?

    ”Ved altid at have de varer på lager, som kunderne efterspørger. Ved altid at levere topkvalitet. Og ved altid at betjene kunderne med et smil. Map Danmark skal være nemme at handle med, og vi skal være sjove at handle med,” kommenterer Michael Trærup.

    Succeskriterier

    Det første succeskriterie for Michael Trærup som adm. direktør for Map Danmark er at styre virksomheden godt gennem den verserende økonomiske krise samt den krise, papirbranchen generelt oplever i øjeblikket. Det vil Michael Trærup gøre ved at fokusere på 3 områder.

    Indkøb. Vi skal have de rigtige varer på hylderne – og i de rette mængder.

    Transport. Optimal udnyttelse og effektivisering er nødvendigt.

    Personale. Ressourcerne skal udnyttes optimalt. Vi skal sikre os, at vi ikke bare gør tingene rigtigt, men også at vi gør de rigtige ting – gør vi ting der ikke er til gavn for os eller vore kunder, så skal vi eliminere dem.

    Generelt ønsker Michael Trærup at inddrage medarbejderne så meget som overhovedet muligt i opgaverne og driften. ”Jeg har ikke alle svar og løsninger, men jeg er god til sammen med mine medarbejdere at finde frem til dem, og det sker bedst i et klima, hvor der også er plads til latter,” siger Michael Trærup, der pointerer, at medarbejderne skal glæde sig til at møde på arbejde. Ellers kan de ikke møde kunderne med et smil.

    Udover de nævnte fokusområder, vil Michael Trærup også arbejde med forretningsområderne Grafisk Supply og Viscom-produkterne, og mulige nye forretningsmuligheder, hvor der er gode vækstmuligheder.

    Tags: Papir — Tags:, , , — Lis Lykke @ 11:41

    Ingen kommentarer

    Ingen kommentarer endnu.

    RSS-feed for kommentarer til dette indlæg.

    Lukket for kommentarer